Så blev der lukket!

Jeg er født med mine evner. Jeg har vel altid - inderst inde vidst - at jeg var anderledes. Nogle gange har mine evner fået mig i en klemme. F.eks ved lidt overrislede lejligheder, er jeg kommer til at sige noget om kæresten til den og den, eller den person er da helt sikkert usikker, trist, meget følsom eller værre!

At have en forud viden og mærke "noget", var altså ikke fremmed for mig. Jeg var dog overbevist om at dette var normalen. Jo ældre jeg blev, desto mere blev jeg bevidst om det modsatte, og jeg passede meget på med, at sige noget "forkert".

Jeg kan huske langt tilbage, mest i følelser - men der kommer også billeder på....nogle gange lyde. En af de første erindringer jeg har, er sidde sammen med min farmor. At sidde og se hende strikke eller hækle. Jeg kan ikke være mere end 1 år, jeg kan gå - jeg gik som 9 mdr - og jeg forstår følelserne i hendes ord, men ikke ordene.

Jeg ved min mor er svækket efter min fødsel. Hun fik nyrer problemer under graviditeten, og er endnu ikke helt på toppen. jeg ved også at jeg skal hjælpe hende.
En af de første sange jeg kan udenad er - "der er lys i lygten lille mor" - og jeg tuder og tuder, når jeg hører den.

Jeg er det første barnebarn på min fars side og får en masse opmærksomhed. jeg bliver rost for mine fremskridt og passet og plejet, på alle leder og kanter.
På min mors side er jeg nr. 3 - jeg har 2 ældre fætre - tvillinger. De er godt 4 år ældre end mig, og bliver mine forbilleder, på godt og ondt, i min opvækst. Jeg ser meget op til dem. Men jeg bliver også målt i forhold til dem - det sidste er ikke så rart!

Da jeg er ca 4 år gammel, er jeg på besøg, sammen med min mor og min lillebror, hos min mormor. Mine fætre er der også og vi leger. På et tidspunkt skal vi lege gemmeleg. Jeg ved godt de vil lokke mig ind garderobeskabet i gangen. Men jeg lader som om jeg ikke er bange. Fælden er udtænkt således. Først går vi alle 3 ind i skabet og lukker døren. Der er mørkt og der lugter af uldfrakker og fodtøj. Skabet føles kæmpestort. Håndtaget er i stykker. Der er kun ét håndtag, som sidder på den stang, som går igennem døren.

Men med håndtaget inde i skabet, kan vi selv komme ud. Næste forsøg, er den ene af tvillingerne og jeg alene i skabet. Den anden står udenfor, og bestemmer således hvornår vi må komme ud. De voksne drikke kaffe og min mor får påtalt korrekt vask af børnetøj!
Nu skal jeg i skabet selv - alene, men jeg insisterer på at få håndtaget med.

Skabsdøren bliver smækket i og med et bliver skabet meget stort - og uhyggeligt. Det føles som om jakke- og frakkeærmer rækker ud efter mig, og jeg taber håndtaget blandt fodtøj, paraplyer og deslige.
Jeg er meget bange! Tvillingerne står udenfor og råber, at kældermanden kommer op af gulvet og tager mig. Jeg er rædselsslagen. Jeg kan høre der skramles under mig (i kælderen), jeg frygter hvert øjeblik, at blive hentet af kældermanden og forsvinde for altid.
Jeg kan ikke finde håndtaget, famler febrilsk blandt fodtøjet. En flig tæpperest, som dækker bunden i skabet, stikker op blandt sko og støvler. Jeg er sikker på det er kældermandens hånd, som vil trække mig ned i dybet - jeg tisser i bukserne.

Pludselig føler jeg mig ikke alene mere. Skabet fyldes med energi som beroliger. Et svagt lys spredes blandt frakker og jakker. Jeg kniber øjnene i, en stemme hvisker blidt til mig, hvor håndtaget ligger. Jeg finder det med lukkede øjnene, sætter det i hullet i døren og stormer ud i gangen. Smækker døren bag mig - og smækker også døren i til den åndelige verden.


Bille
www.flemmingbille.com

Den gamle mand og havet

Min bedre halvdel, kigger nogle gange på mig og spørger  - "hvor gammel er det lige du er?" Svaret  kommer som regel i samme nu - "nå ja 70 år - morfar!"

Nogle gange er det sandt. Jeg føler mig som en 70 årig OG jeg ligner en 70 årig - på den dårlige måde. Jeg slæber fødderne efter mig, dypper småkager i kaffen og sukker dybt. Så beklager jeg mig over nutidens unge, larmen og den manglende respekt for andre mennesker. Så tænker jeg lidt over det......og så går jeg til havet.

Jeg bruger havet meget. Det er rensende og det sætter tanker på plads. Man kan ligesom mærke, hvordan gammel energi bliver erstattet med ny.
Jeg føler mig let og levende og ung og frisk.....AHHHH! Sådan - så kan jeg komme videre!

Som barn kørte vi ofte til Vesterhavet, bare for at kigge, gå en tur, eller for at købe friskfanget fisk. Selvfølgelig tog vi også til Vesterhavet hele dage, om sommeren og badede og spiste medbragte madpakker. Det var som regel Løkken, eller Rødhus vi tog til.
Om sommeren lejede min farmor og farfar et sommerhus i Løkken, og så kom min bror og jeg med på ferie. Dengang føltes ferier uendelige. Solen skinnede altid og alt var lykkeligt.
Når man var blevet puttet i sin køjeseng om aftenen, kunne man høre Vesterhavets brusen, gennem det åbne vindue.
Det er havet der synger, sagde min farmor. Jeg forestillede mig koret i kirken og tænkte, at det ikke var den værste, at falde i søvn til.

Da jeg var 8 år flyttede vi til Nørresundby, næsten ned til Limfjorden. Der kunne man dagligt følge vandet. Fra havblik til skumsprøjt og oversvømmelser. Når min farfar kom besøg, stod han nærmest permanent ved vinduet og spejdede udover fjorden.
Farfar var selv opvokset tæt på havet, i Frederikshavn. Hvis vi ikke kørte til Vesterhavet, så var det Hesteskoen i Aalborg, færgelejet til Egholm eller bare ned til fjorden. Jeg har siddet mange timer med ham i bilen og bare kigget ud på vandet, eller på folk der fiskede.
Efter min farmor døde, brugte han havet mere. Han savnede hende meget og jeg tror det gav ro, når han stille kunne sidde, med en hjemmerullet smøg og kigge ud over vandet.

Når jeg skal holde foredrag, har klienter, eller kursus i Aalborg, så går jeg ned til mit favorit spot og meditere. det ligger på solsiden - Nørresundby - helt ned til fjorden, ude på en lille kunstig ø. Der er en fantastisk energi....næsten magisk!
Så lader jeg energien strømme igennem mig. til jeg er fyldt helt op. Der er ingen tid på. Når farverne for mit indre forsvinder, så er jeg klar!

Når jeg er hjemme på Amager, så går jeg gerne de 800-900 meter ned til Amager strand. Så sidder jeg lidt og kigger over på Sverige, på vindmølleparken ude i Øresund, på broen og på havet. Jeg lukker øjnene og lader energien finde vej helt ind i midten af kroppen.

Når jeg kommer hjem igen føles det som en storvask i kroppen og sindet, har fundet sted - hovedrengøring om du vil!
Jeg føler mig ung, stærk og frisk, fyldt med energi og gåpåmod - men jeg hører ikke et ord om, at jeg ligner en på sytten.........!

Bille
www.flemmingbille.com

Da jeg blev clairvoyant

Jeg bliver ofte spurgte, hvordan jeg har fået mine evner, hvor længe jeg har brugt dem og hvordan jeg fandt ud af jeg havde evner.

Svaret er at jeg havde dem med fra fødslen. Men at jeg lukkede ned for dem igen, da jeg var ca 4 år.
Da jeg var midt i trediverne, blev de brutalt åbnet igen!

Imellemtiden havde jeg dog brugt min evner, uden at vide det var det jeg gjorde. Jeg har altid vidst tingene på forhånd. Jeg kendte atmosfæren i et lokale, inden jeg trådte ind. Jeg så skygger omkring mig osv. Men jeg troede jo det var normalt.
Da jeg for alvor tog min evner i brug, blev alt nærmest serveret for mig - som om det bare havde ventet på, at jeg blev klar. Men jeg skulle lige ud i noget, og ha' en vigtig erfaring med mig!

Det hele begyndte med en mavepuster af dimensioner. De der kendte mig på daværende tidspunkt, ved at jeg havde det rigtigt skidt, at mit liv tog en drejning, jeg ikke havde set og at jeg kæmpede for, at holde sammen på mig selv.

Alt var ellers begyndt så strålende. Jeg har været hos en spåkone, et par gange, samt et håndlæser. Resultaterne var dog ikke altid brugbare.
Men i august/september måned i 2002, opsøgte jeg en clairvoyant udenfor Aalborg. Hun satte tingene noget mere i ramme for mig.

Hun fortalte at jeg var på vej til København, for at søge arbejde - på vandet. Et arbejde som jeg ville få, men ikke beholde, at jeg ville flytte til København for at bo, OG at jeg ville finde kærligheden.
Hun sagde også en masse andre, meget rammende ting, som kun jeg kunne vide noget om.

Jeg gik fra hende, som var mine ben lavet af vat og gelé. Det hele summede i mit hoved - men jeg var glad, glad, GLAD!

To uger senere var jeg på vej til et jobinterview i København, jeg havde søgt job på en boreplatform i nordsøen - jeg fik jobbet!
Mens jeg nu var i København, kunne jeg ligeså godt hygge mig lidt. Så jeg kontaktede gamle kollegaer, og snart væltede det ind med invitationer. Den ene invitation var en opfordring til en blind date. Jeg var lidt betænkelig, men også nysgerrig, så jeg takkede ja.

En del sms'er, forgæves venten og misforståelser, samt et par bajere senere, mødtes vi så. Det var kærlighed ved første blik. Jeg glemte alt om tid og sted.

Inden jul stod min tandbørste permanent i kruset, hos den ny fundne kærlighed. Jeg var i syvende himmel - ALT VAR GODT!
Sådan blev det ved de næste knap 10 måneder. lige indtil den dag jeg fik beskeden - "jeg elsker dig ikke mere" - jeg stopper dette forhold!

Jeg var knust, men samtidig vidste jeg at noget ikke var sandt. Jeg vidste at kærligheden var der. At var noget andet, som spændte ben.
Men alt jeg sagde, blev fejet af bordet og beskeden vedblev - "jeg elsker dig ikke mere"

Eftersom jeg ikke kunne finde ro, ingen appetit havde, samt et manglende søvnbehov, begyndte jeg at gennemsøge nettet for muligheder. Jeg vidste at noget eller nogen derude kunne hjælpe.

Jeg talte med min familie i USA. De arbejder med psykiatri og de støttede med lange samtaler. men instinktivt vidst jeg, at der skulle noget andet til.
Sms'er fløj ud til højre og venstre, og snart modtog jeg én fra min gode veninde Tina. Hun var i Australien, for at kigge på hus, inden en forestående flytning fra London.
" jeg ringer så snart jeg er landet i England" - sagde hun. "imellemtiden beder du dine guider om hjælp".......jeg forstod intet!

Vi har alle en skytsånd, -engel eller guide. Bed om hjælp! Tag et langt bad, forsøg at slappe lidt af - bed så om hjælp.
Som sagt så gjort! Jeg mærkede med det samme, en varme som spredte sig i hele kroppen. Jeg fik ro på og jeg vidste, at ALT nok skulle blive godt!

Det holdt til næste morgen, hvor jeg igen mærkede savnet af min helt store kærlighed. Jeg ventede utålmodigt på, at Tina skulle lande og guide mig videre.
Hun ringede dagen efter. Du skal ringe til hende her - sagde hun og gav mig nummeret på en clairvoyant. Hun arbejder mest med dyr, men hun kan også noget men mennesker - hvor betryggende, tænkte jeg!

Jeg ringede og skrev til kvinden og efter lang tids venten, svarede hun tilbage. Vi fik en snak og hun sagde til mig, at vi ville finde sammen igen - min store kærlighed og jeg - "om 2 måneder vil du se tilbage på denne tid, som en storm i et glas vand" - thank you very much!

Ikke helt overbevist, bad jeg min guider om hjælp endnu en gang. Jeg havde knapt sendt tanken ud, før en hjemmeside dukkede op på pc'en foran mig. Clairvoyanceskolen på Ørnevej i Kbh. NV.
Gjertrud Berlon, en Danmarks bedste clairvoyante, havde en skole og en uddannelse. Jeg boede en spytklat derfra. Det måtte være et tegn. Næsten samtidig kom en sms, fra Mette fra Aalborg. Min svigerfar gi'r gratis healing - er det noget for dig? Han bor på Mågevej i Kbh. NV - også lige i mit område og næsten nabo til clairvoyanceskolen. Jeg fik en tid samme aften. Finn fik samlet energien i mig igen og jeg fik ro på.
Inden jeg gik gav han mig navn og nr på en kvinde, som gik på en uddannelse ved Gjertrud Berlon. Kvinden søgte "prøvekaniner" - til clairvoyance. Det var gratis, så jeg sagde ja - uden tøven!

Inden da tog jeg til London og sagde pænt farvel til Tina, som havde pakket sit og mandens liv sammen og skulle flytte til Melbourne i Australien. Jeg var stadig ikke sikker på, at min kærlighed og jeg ville finde hinanden.
Jeg elsker London og havde nogle gode dage, hvor jeg bare tog af sted på må og få! Uden egentlig at vide hvordan og hvorledes, jeg var kommet dertil, stod jeg pludselig i en boghandel. Men den slags som udelukkende sælge bøger, i den alternative genre. Jeg brugte timer derinde - og en mindre formue!
Det er aldrig lykkes mig, at finde den boghandel siden!

Til festen mødte jeg Maria, en vidunderlig spansk kvinde, som underviste i yoga og som var meget spirituel. Vi talte om alt, undtaget min tabte kærlighed. Da jeg få dage senere, var hjemme i København igen, lå der en bog, fra Maria til mig - "On the wings of Joy" skrevet af Sri Chinmoy. Den var afsendt, dagen efter vi havde mødtes. "Du vil snart få det bedre" skrev hun - "din kærlighed vender tilbage. Brug denne bog til, at finde din styrke"

Jeg satte mig ned og begyndte, for første gang i mit liv, at meditere. Uden at tage stilling til om jeg gjorde det rigtigt, blev dette en del af min hverdag - og det virkede!
Efter kort tid begyndte jeg, at få "billeder", når jeg mediterede. Det var som regel billeder af mig og min - ekskæreste. Men på billederne var vi sammen. Vi gik på en rød løber og vi var netop blevet viet. Hver gang jeg så et billede af os sammen, dukkede der også et billede op, af en lille buttet, rødhåret kvinde. Hun vendte altid ansigtet bort, når jeg prøvede at se hvem hun var. Hun forblev et mysterium, indtil den dag jeg tog mod til mig og begav mig til platformclairvoyance på clairvoyanceskolen.

Jeg havde knapt sat mig, før en lille buttet kvinde med rødt hår, bød velkommen og introducerede sig selv, som Gjertrud Berlon.
I pausen overvandt jeg mig selv og spurgte Gjertrud om hun havde tid til en snak. Mød mig bagefter svarede hun.

Som sagt så gjort. Jeg ville vide hvad hun lavede i min meditation. Hun smilede til mig og sagde så - " det skal du selv finde ud af"
Dagen efter, sendte jeg bud, efter optagelsespapirerne til clairvoyanceskolens uddannelse.

Der var nu gået knap 2 måneder efter min kæreste havde slået op. Jeg var utålmodig og begyndte at miste troen på at vi skulle være sammen igen. Jeg havde stadig læsningen hos føromtalte kvinde tilgode. Vi fik lavet en aftale og beroligede mig med, at starte ud med følgende. Du har ventet længe på din kærlighed, nu kommer den. Inden udgangen af denne måned, er I sammen igen. Men husk blot en ting. Du har (gen)åbnet for dine evner. Dem skal du bruge nu og fremover.

Der gik få dage og min eks-kæreste ringede og bad om min hjælp. Jeg fløj af sted. Fik hjulpet med problemerne og så tilbage til min egen lejlighed. Jeg råbte til mine guider hele vejen fra Valby til NV - at nu har jeg fan'me ventet længe nok. Nu skulle der komme et tegn, som viser mig at jeg er på rette vej.

Dagen efter lå der en besked fra (eks)kæresten - jeg har brug for din hjælp......vil du, kan du? Jeg svarede - "kom og spis flæskesteg i aften - så hjælper jeg dig bagefter"
Mens kartoflerne kogte færdige, stegen hvilede og jeg stod og rørte i sovsen, mærkede jeg 2 arme omslynge mig bagfra og en stemme hviske - "jeg har dummet mig og savner dig sindsygt - skal vi prøve igen?"

Jeg flyttede til Valby 2måneder senere, og vi flyttede sammen til Amager 6 måneder derefter.
Vi har netop fejret 10 års dag, vi blev gift for 4 år siden.....og vi tror på 12 års, 25 års og 50 års dage.

Papirerne fra clairvoyanceskolen lå og samlede støv. Jeg havde lysten, men manglede pengene. En dag tænkte jeg - "nu gør jeg det sgu - briste eller bære"
Jeg kom til optagelsessamtale hos Gjertrud. Jeg skulle være begyndt på august holdet, men jeg kunne ikke få økonomien til, at passe. Pyt - sagde Gjertrud, du kommer med på næste hold. Og hun fik ret, Min mor vandt en erstatningssag og gav mig pengene til uddannelsen.

Derefter tog det fart. Jeg gennemgik en kæmpe forvandling. Men bedst af alt - jeg lærte at bruge mine evner.
Man kan ikke lære at være clairvoyant. Men man kan lære at bruge sine evner.
Jeg skylder Gjertrud og Søs - som var Gjertruds samarbejdspartner - en KÆMPE tak!


Bille
www.flemmingbille.com

Solsikker og hvide liljer

I går morges blev jeg vækket af et kærligt, men bestemt puf! Inde i mit hoved ringede en klokke og en stemme hviskede - nu er det nu. Du skal op nu, nu, nu....!

Lettere forvirret stod jeg op og søgte efter kontakten på kaffemaskinen. Ud på toilettet og tilbage i køkkenet, var jeg nu så vågen at jeg vidste hvad det hele handlede om. Jeg smilede.

I min ferie havde jeg lavet aftale med, en kvinde som sidste år mistede sin mand og børnenes far. Vi skulle mødes på hans dødsdag.

Det var ham der havde vækket mig. Jeg kunne mærke den sitren og utålmodighed, der var efter at få videregivet beskeder og kærlighed til de efterladte.

Men der var mere jeg skulle gøre. Han ville gerne jeg købte blomster og overbragte dem til hans kone.
Jeg spurgte hvilke blomster det skulle være. Det vrimlede med billeder af solsikker for mine øjne. Ergo måtte det være solsikker.

På vej ned ad trappen, sendte han billeder af blomsterhandleren på hjørnet og solsikker. Jeg derind og fandt hvad jeg søgte, men var ikke helt tilfreds med kvaliteten. jeg tænkte at de kunne købes et andet sted.
Efter et par besøg hos forskellige blomsterhandlere, stoppede vi hos endnu en. Vi åbner kl. 10 - blev der sagt - og de havde heller ingen solsikker. Da jeg var på vej videre faldt mine øjne på en stor hvid buket blomster, med bl.a hvide liljer i.
Jeg følte mig draget af de smukke blomster - og pludselig stod jeg på gaden, med buketten pakket pænt ind.

På vej i toget til min destination, blev jeg i tvivl om det var det rette valg, jeg havde jo set og fået besked på solsikker.

Jeg ventede lidt på stationen ved ankomst. En solstribe ramte en meget stor og helt udsprunget lilje. Den lyste helt hvid og skinende. Støvdragerne hang tungt, dækket i rustrød pollen. Jeg forsvandt nærmest ind i den.

Hej Bille. Det var Louise. Hun fik en kæmpe krammer og blomsterne. Så åbnede hun til bagagerummet - og der lå solsikker. Det var hendes og børnenes blomster til mand og far.
Solsikken havde været blomsten, der symboliserede de 3 drenges ankomst til verden - sammen med røde roser.
Ok tænkte jeg - du skulle ha' købt solsikker Men så sagde hun. Jeg fik altid en helt hvid buket, med liljer i på mærkedage. I dag er det vores bryllupsdag.

Det var en rørende dag, men også en smuk dag, med besøg på vigtige steder. Hele tiden kunne jeg mærke den kærlighed, der strømmede fra den åndelige verden, fra en stor og stærk mand, som alt for tidligt havde forladt denne verden.

Jeg prøvede på bedste måde, at videregive de beskeder han gav. Jeg følte hans nærhed og kærlighed til hende og børnene. Hans stolthed over hendes styrke. At håndtere en tilværelse, som 33 årig enke, med 3 små drenge og en dagligdag, der skal fungere.

TAK til Louise og drengene, samt til hendes mor, bror og moster for en god dag.

JEG ER SÅ TAKNEMMELIG FOR, AT KUNNE MODTAGE OG VIDEREBRINGE HILSNER FRA DEN ÅNDELIGE VERDEN - TAK!

www.flemmingbille.com

Genboerne

Når jeg står i mit køkken kan jeg, tværs over gården, se ind i mine genboers lejligheder. Jeg kan følge deres daglige rytmer, og - næsten - se om de har en god eller dårlig dag.

Nogle vil nok mener jeg belurer, men jeg mener klart, at jeg bare iagttager.

Skråt overfor til venstre, bor en ung mand. Han er studerende og ikke dansk. Han har lidt besynderlige vaner, som er meget underholdende.
Da han flyttede ind, for ca 1 år siden, indtog han lejligheden, på en minderig måde. En aften kunne man, bag de duggede ruder, ane 5 stk. unge hanner, iklædt boxershorts og blød hat, i færd med, at male køkkenet.....PISTACIE GRØNT! Alt - og jeg mener ALT, blev malet pistacie. Lofter, vægge, skabe, rør.....ALT!
I selskab med en kasse grønne flasker, af dem med dyremotiver på, fik køkkenet en extreme makeover. To dage senere, kom udlejer på besøg, og ALT blev malet hvidt igen.

Som noget af det første om morgenen, trækker han gardiner fra - på en meget voldsom måde. Med et hårdt og bestemt ryk, bliver gardinet flået til side, og derefter arrangere han det. De lange gardiner bliver foldet og lagt pænt i vindueskarmen, først den ene side og derefter den anden side.

Så går han ud i køkkenet og tager en liter letmælk  fra køleskabet, som han så drikker i få drag. Dette gøres mens han spankulere rundt i lejligheden. Som en stolt unghane, studere han sin refleksion i vinduerne, flekser lidt med musklerne og finder billedet perfekt. Med den frie hånd, bliver det rettet og kløet diverse steder. Han flytter kartonet lidt fra munden.....og lukker lidt luft ud!
Når mælkekartonet er tømt, og dagens runde i hønsegården er slut, sættes det tomme karton på køkkenbordet - sammen med de, foregående dages, tømte kartoner. Han samler således mellem 10-14 kartoner, før de smides i affaldscontaineren.

Forleden blev rutinen afbrudt af et nyt tiltag. Vejret var skønt, næsten på grænsen til varmt. Ungersvenden slog køkkenvinduet op og satte sig med benene dinglende ud.....i 4. sals højde. Ved første øjekast blev mine håndflader svedige, ved tanken om et evt. fortstående styrt. Det blev dog hurtigt afløst af chok og et nærmest blændende syn, da skankerne kom til syne. To meget blege ben, hvide som kodimagnyl. Synet mindede i den grad om 2 stk. tændte neonrør, og havde det været mørkt, vil jeg tro han kunne ha oplyst hele gården.

Således sad han og betragtede sine genboer en stund. Hans blik gled forbi mit vindue et par gange, så kravlede han ind og begyndte dagens opgaver.

Nedenunder unghanen bor en skønhed......men hende må I høre om en anden dag.


 

Er du GLAD?

BØJNING -, -e   -ere, -est

UDTALE [ˈglað] 

OPRINDELSE oldnordisk glaðr, engelsk glad oprindelig betydning 'strålende, glat'

Min bedre halvdel begyndte på ny uddannelse i januar. På samme uddannelse går Eric, som ikke er af dansk herkomst.

Jeg har aldrig mødt Eric, kun hørt om ham. Noget af det første jeg hørte var, at Eric aldrig spurgte -"hvordan går det?" eller "har du det godt?" - han spurgte, hver morgen "er du glad?"

Det smilede vi lidt af her i hjemmet. Vi begyndte endda - for sjov - at spørge hinanden "er du glad?"
Mest på den daglige SMS midt på dagen, men også når vi sås efter arbejde.

En dag kom jeg til, at tænke lidt mere på spørgsmålet - "er du glad?" Jeg blev lidt forundret, da jeg ikke umiddelbart kunne svare JA!

Jeg er i bund og grund et positivt menneske, ser glasset som halvt fyldt, er optimistisk - men jeg kom i tvivl om jeg var GLAD.

Sidste år forlod jeg mit fast arbejde i trykke rammer, med en forholdvis god løn. Jeg fulgte mit hjerte, og begyndte selvstændigt, som clairvoyant. Det var noget jeg havde set frem til længe, men jeg kunne ikke rigtigt mærke om det havde gjort mig glad. Faktisk havde jeg nok lagt en større byrde på mine skuldre. Nu var det jo faktisk ene og alene op til mig, at skabe et økonomisk grundlag. Der kom også ekstra forpligtelser i form af regnskab osv.

Jo mere vi "pjattede" med "er du glad" spørgsmålet, jo mere blev jeg i tvivl. Måske var jeg slet ikke glad, måske havde jeg ALDRIG været glad. Måske var min positivitet bare et dække, en maske eller et værn.
Jeg følte et svirp af en hånd, ramme mit ansigt. Var det hele bare en forestilling? Welcome to reality - du er IKKE glad, men du har bildt dig ind, at du var......og nu hænger du i suppedasen!

Føj for den!

Imidlertid kom der sygdom og død i familien, så jeg fik ikke tænkt færdig, eller jeg turde ikke. Jeg kastede mig også over et boligprojekt, som fik tankerne længere væk. Men en dag var jeg færdig med boligen og havde fået styr på familie situationen også.

Spørgsmålet tårnede sig op foran mig igen - ER DU GLAD?

Jeg fandt ud af, at jeg ofte brugte vrede til, at understrykke tristhed. At jeg bugte positivitet og optimisme som beskyttelse mod tristhed. Jeg ville ikke være trist.

I min opvækst var jeg tæt på en person, som var deprimeret i over 10 år. Faktisk har flere i min familie og vennekreds, været behandlet for depression. Jeg skulle ikke være trist og dermed deprimeret!

Hvis man ser buddhistisk på det, så kan man ikke være kun det ene eller det andet. Der skal være balance i tingene. Altså måtte jeg give plads til tristheden.
SLAM! Endnu en jernhandske i fjæset.

Jeg begyndte at meditere på det. Fandt at det ikke var så sort/hvid. At jeg ikke behøvede blive deprimeret, bare fordi jeg var trist.
Men jeg skulle jo finde ud af om jeg var glad. Det var jo hele formålet......altså måtte jeg videre!

En af mine venner sagde engang - "manglende glæde er et luksusproblem, bare man overlever" - det var dælme noget af et statement. En anden ven spøgte altid med denne replik - "der er nok at være ked af".....så BLEV han ked af det. Så han lavede det om til - "der er rigeligt at være glad for." Jeg ved ikke om det hjalp ham. Han blev skilt, men det kan jo også være en glæde i.

Jeg er GLAD nu. Jeg finder glæde i de små ting. Jeg begyndte at dele dagen op i bidder. Se på dem individuelt og mærke, hvad der gjorde mig glad. Solen om morgenen gør mig glad, fuglene der synger gør mig glad, min elskedes åndedræt gør mig glad, mad gør mig meget glad, regnvejr gør mig glad - også selvom det er flere dage i træk. Gråvejr går mig trist - men der skal være balance i det. Så kan jeg jo glædes over, at det aldrig bliver ved. Det er også en stor glæde, at glædes på andres vegne!

Jeg er også meget glad for det spring jeg foretog udi selvstændigheden. Men jeg ved det blev afløst af frygten for, om der kom penge nok på kontoen. Som min gode veninde Véronique siger - frygter du, er du ikke længere i kærlighedens flow. Frygt hæmmer udviklingen.
I borgen "et kursus i mirakler" taler man om to følelser - frygt og kærlighed.

"Fear is a big obstacle in the excuse catalog. 

A Course in miracles tells us that there are 

only two emotions we can experience: love

and fear. If we can find out ways to stay in a space of love, 

then fear is an impossibility"

Min frygt gjorde, at jeg hoppede over de små ting. Jeg vågnede om morgenen og lavede planer for  ALT det der skulle laves, eller opleves hele dagen. Desværre spændte det ben for mig. Jeg kunne jo ikke leve op til alle de ting. Jeg havde glemt de små ting. Dem havde jeg - desværre - glemt i mange år. Nu oplever jeg dem.....ok ikke 100%  - jeg er jo først lige begyndt. Jeg sad også fast i en forestilling om, hvordan tingene hænger sammen. Jeg "troede" jo at tristhed føret til depression.

For mange år siden, så jeg en Oprah udsendelse, hvor hun brugte en taknemmeligheds dagbog. En dagbog hvor man på daglig, eller på ugebasis skriver, hvad man er taknemmelig for. Jeg købte en moleskin og har da skrevet i den, fra tid til anden. Aldrig gjort det regelmæssigt. Nu fandt jeg den igen og begyndte at skrive.

Samtidig begyndte jeg, at skrive lidt ved siden af. Jeg er bestemt ikke den store forfatter, hvilket faktisk virker hæmmende på mig. (Denne blog er decideret grænseoverskridende)
Men det fungere så godt, at sætte ord på mit liv, det giver mig ro og overblik.....og indsigt!

Nå men så er jeg vel glad fra nu og resten af livet? Næppe! Glæde kommer og går, man skal bare ikke frygte den udebliver.

Om lidt bli'r her stille

.....om lidt er det forbi. Fik du set du set, det du ville, fik du hørt din melodi.

Sådan synger Kim Larsen, i en mere og mere brugt sang, til begravelser.

Imorges kl 05:11 tog jeg afsked, med et nært familiemedlem. Jeg holdt hendes hånd hele vejen, som lovet.

Jeg ved hun ikke var bange. Det havde hun fortalt, da hun var klar og i stand til, at tale. Der var heller ingen smerter.
Det sidste døgns tid, var der meget lidt kontakt. Dog er jeg sikker på, at alt blev hørt.

Det er svært, at sige farvel. Men det kommer jo an på, hvem man siger farvel til. Livet var levet og oplevet. Der var en afklarethed.

Så var der ventetiden tilbage. Det var hårdt, men heldigvis ikke så lang, som frygtet.
Mens solen langsomt stod op over Frederiksberg, og fuglene sang i det tidlige forår, Ebbe livet ud, i en ellers så stærk kvinde.

Jeg vil sige stor tak, fordi jeg blev en del, af dit liv og din død. Begge dele lærte mig noget.

Jeg håber du fik set og hørt, det du ville <3





Bille
www.flemmingbille.com